Alle Carl Theodor Dreyers film i rækkefølge

Hvis man skulle uddele ost til alle de danske filminstruktører, som der har været gennem tiderne, ville der kun være ganske få, som ville blive tildelt en fyldt tallerken med fem oste af Kommen.

En af de filminstruktører ville uden tvivl være Carl Theodor Dreyer (1889-1968), som ganske enkelt er den største og vigtigste auteur, der nogensinde har været i vores lille land Danmark (sorry Trier).

Den store filmkunstner kredsede ofte om temaer som f.eks. den lidende kvinde i et patriarkalsk og religiøst samfund, og hans film præges af en stram billedkomposition, et langsomt tempo og en kompromisløs close-up teknik, der i øvrigt har inspireret utallige andre filminstruktører, bl.a. Lars von Trier og svenske Ingmar Bergman.

Carl Theodor Dreyer begyndte som manuskriptforfatter, og den første film, han krediteres for i den forbindelse, er stumfilmen Bryggerens datter fra 1912. Han debuterede som filminstruktør syv år senere i 1919 og har siden lavet film i både Danmark, Sverige, Norge, Tyskland og Frankrig. Carl Theodor Dreyer bliver især husket for sine tre hovedværker; Jeanne d’Arcs lidelse og død, Vredens dag og Ordet.

Vredens dag blev i 2006 optaget i den danske kulturkanon sammen med en anden Dreyer-film; Du skal ære din hustru.

Han døde i 1968 af lungebetændelse og er begravet på Frederiksberg Ældre Kirkegård.

Herunder får du den komplette oversigt over alle de film, som Carl Theodor Dreyer har instrueret, i deres kronologiske rækkefølge.

Præsidenten (1919)

Handling: Dommeren i en lille, dansk by hjælper sin illegitime datter, efter hun er blevet dømt til døden for mordet på sit ufødte barn.

Prästänken (1920)

Dansk titel: Præsteenken
Handling: En ung mand udvælges til at blive en lille bys nye præst, da den forrige er afgået ved døden. Men dette betyder også, at den unge mand skal ægte præsteenken, som er en gammel kone, men han er allerede forlovet med en anden kvinde.

Blade af Satans bog (1920)

Handling: Satan forsøger at indynde sig ved Gud gennem fire fortællinger om menneskelig lidelse; Jesu fristelse, den spanske inkvisition, den franske revolution og den finske borgerkrig.

Die Gezeichneten (1922)

Dansk titel: Elsker hverandre
Handling: I filmen følger man bl.a. den jødiske pige Hanne Liebes liv. Hun vokser op og gennemlever kvalerne ved at være jøde i Rusland, hvilket i sidste ende leder til en revolution.

Der var engang (1922)

Handling: En smuk men også magtsyg prinsesse afslår alle bejlere og dømmer dem ofte til døden. En dag anmoder en dansk prins om hendes hånd, og han får hjælp både af magiske objekter samt en mystisk ånd.

Michael (1924)

Dansk titel: Mikaël
Handling: Et erotisk trekantsdrama mellem kunstneren Mikaël, læremesteren Zoret og prinsessen Zemikoff.

Du skal ære din hustru (1925)

Handling: Tyrannen Victor Frandsen får sig en gevaldig lektion i taknemmelighed af sin kone Ida, der ikke længere vil tolerere mandens opførsel.

Glomdalsbruden (1926)

Handling: Tore har overtaget den fallerede familiegård, som han vil bygge op igen og gøre profitabel. Han forelsker sig i nabogårdens datter Berit, men hun er lovet væk til den rige Gjermund. Men da brylluppet kommer nærmere tager situationen en anden drejning.

La passion de Jeanne d’Arc (1928)

Dansk titel: Jeanne d’Arcs lidelse og død
Handling: Året er 1431. Jeanne d’Arc bliver retsforfulgt og anklaget for forræderi. For at undgå at blive dømt til døden skal hun forråde sin tro og afvise, at hun får beskeder direkte fra Gud, men vil helgeninden det?

Vampyr (1932)

Handling: En strejfer, der har smag for det overnaturlige, møder på en kro en syg pige, der langsomt er ved at blive transformeret til en vampyr.

Mødrehjælpen (1942)

Handling: En kortfilm/dokumentar om den danske mødrehjælp.

Vredens dag (1943)

Handling: En aldrende præsts unge kone forelsker sig i hans søn, alt imens en nådesløs heksejagt finder sted i det 17. århundredes Danmark.

Två människor (1945)

Dansk titel: To mennesker
Handling:
Hele filmen foregår næsten udelukkende i et ungt ægtepars lejlighed, hvor manden er blevet beskyldt for at plagiere en ældre professor og senere også dennes mord. Men det viser sig, at intet er, som det tager sig ud.

Vandet på landet (1946)

Handling: En kortfilm/dokumentar om forurening af vandet ude på landet.

Landsbykirken (1947)

Handling: En kortfilm/dokumentar om Danmarks gamle kirker.

Kampen mod kræften (1947)

Handling: En kortfilm/dokumentar om kræft.

De nåede færgen (1948)

Handling: En kortfilm om en mand og en kvinde på motorcykel, der kører hasarderet hen over Fyn for at nå en færge i Nyborg.

Thorvaldsen (1949)

Handling: En kortfilm/dokumentar om Bertel Thorvaldsen.

Storstrømsbroen (1950)

Handling: En kortfilm/dokumentar, der med imponerende billeder og fantastisk lyd viser Storstrømsbroen.

Et slot i slot: Krogen og Kronborg (1954)

Handling: En kortfilm/dokumentar om slottet Krogen, der er det slot, som Kronborg er udsprunget fra.

Ordet (1955)

Handling: Filmen følger grundtvigianeren Morten Borgen, hans familie og livet i det vestjyske sogn, som de bor i. Morten Borgen har tre sønner, hvoraf den mellemste, Johannes, tror, at han er Jesus. Da den ældste søns kone dør i barselsseng, beder hendes levende, otteårige datter Johannes om at vække moderen til live igen. I barnets enfoldige tro lykkes Johannes med miraklet, hvilket gør de interne kirkelige modsætninger ligegyldige.

Gertrud (1964)

Handling: Filmen følger Gertrud, som lever et elegant liv blandt kunstnere og musikere, da hun vælger at forlade sin ægtemand Gustav og tage en elsker; en komponist ved navn Erland Jansson.