Analyse af Tom Kristensens Hærværk (1930)

Skulle jeg uddele oste til Tom Kristensens værk Hærværk, der er en af det 20. århundredes bedste, danske romaner, så ville den selvfølgelig få fem oste af Kommen. Den følgende artikel er dog ikke så meget en anbefaling eller anmeldelse, men en analyse, som jeg udarbejdede i 2016, mens tog min kandidatuddannelse i Dansk på Syddansk Universitet.

Tom Kristensens Hærværk i et queerteoretisk perspektiv:

I 1930 udkommer Tom Kristensen (1893-1974) med romanen Hærværk. Romanen skal vise sig at blive hovedværket i hans forfatterskab, men samtidig også hans sidste væsentlige skønlitterære bidrag. Romanen blev til som følge af Tom Kristensensen egen ”hærværks”-periode, hvor han havde store problemer med alkohol, og romanen er på sin vis også en bearbejdning af denne periode. Den indeholder flere referencer og figurer fra Tom Kristensens virkelige liv, hvilket skabte stor skandale i dens samtid, og hvorfor den ikke med det samme blev regnet for at være noget særligt i de litterære kredse. Med tiden blev den dog en klassiker, men skandalebølgerne fra dens første udgivelse skulle lægge sig først, så romanen kunne læses uden tanke på, hvem der i virkeligheden var hvem i Hærværk (Rifbjerg 1967).

Når man som læser møder Hærværk i dag, er det dog heller ikke det biografiske aspekt, der umiddelbart tager opmærksomheden. Romanen er en skildring af dens hovedpersons, Ole Jastrau, forfald, der går fra anstændighedens borgerlige tilværelse med hustru, barn og respekteret beskæftigelse til forladt og fortabt alkoholiker. Hele dette forfald er præget af utallige drukture, hvor Jastrau i tiltagende grad overgiver sig til Københavns barmiljø og dets overvejende mandlige persongalleri. Særligt ét forhold vil have min interesse, nemlig forholdet mellem Ole Jastrau og Stefan Steffensen. Dette forhold har en central plads i fortællingen og er fyldt med opgør og forsoninger, hvilket giver det en karakter af at være et decideret kærlighedsforhold, og dette antydes også i romanen. Jeg vil derfor anlægge et queerteoretisk perspektiv på romanen. Med udgangspunkt i begrebet ”mandligt homosocialt begær”, som det præsenteres af Eve Kosofsky Sedgwick (1950-2009) i hendes værk Between Men: English Literature and Male Homosocial Desire (1985), vil jeg foretage en queerteoretisk læsning af Hærværk med henblik på at afdække værkets begærsrelationer.

Mandligt homosocialt begær:

Anskuet i et queerteoretisk perspektiv er det mest iøjefaldende ved Tom Kristensens Hærværk den kontinuerlige begærsforhandling mellem romanens mandlige karakterer. Romanen igennem skildres sociale rum, som primært befolkes af mænd, og hvor deres indbyrdes relationer til hinanden konstant er til overvejelse. Ole Jastrau er som romanens protagonist og faste synsvinkelbærer den konstante part i relationerne og det primære udgangspunkt for begærsforhandlingen. Der er dog aldrig tale om eksplicitte homoerotiske relationer i romanen, men derimod om venskaber og fjendskaber, der resulterer i opgør og forsoninger, hvor det potentielt homoerotiske eller homoseksuelle antydes. I afdækningen af disse begærsforhandlinger er Eve Kosofsky Sedgwicks begreb ”male homosocial desire”, eller på dansk mandligt homosocialt begær, særligt anvendeligt. Begrebet introduceres i hendes værk Between Men: English Literature and Male Homosocial Desire fra 1985, der som værk er en vigtig forløber til queer teori, som dog først for alvor teoretiseres nogle år senere af Judith Butler i værket Gender Trouble: Feminism and The Subversion of Identity (1990). Sedgwicks analysegenstand i Between Men er en række kendte engelske romaner fra perioden 1750-1850, hvori hun undersøger de strukturelle ændringer i kontinuummet af mandligt homosocialt begær, hvilke hun argumenterer for er kausalt forbundet med periodens mere synlige forandringer i mønsteret af mænds forskellige relationer til hinanden og af hetero- og homoseksualitet, og at disse skal ses i relation til både klasse, kvinder og kønssystemet som et hele. Selve betegnelsen ”mandligt homosocialt begær” har til hensigt at rumme både de paradokser og diskriminationer, som Sedgwick adresserer i sine undersøgelser. Betegnelsen ”homosocialt begær” rummer i sig selv en selvmodsigelse. Selve ordet homosocial henviser både det sociale bånd mellem personer af samme køn og har en analogisk forbindelse til homoseksualitet, som det dog samtidig også adskiller sig fra, da etableringen af sociale bånd mellem mænd i et moderne vestligt samfund hviler, ifølge Sedgwick, på en indgroet homofobi. Der eksisterer dog et ubrudt, men ikke synligt, kontinuum mellem det homosociale og det homoseksuelle, hvori det potentielt homoerotiske begær kan komme til udtryk. Det er dette kontinuum, som Sedgwick betegner mandligt homosocialt begær. Det er en vigtig pointe, at hendes intention ikke er at se homoseksuelt eller homoerotisk begær som værende roden til mandlig homosocialitet, men derimod at benytte mandligt homosocialt begær som en strategi til både at markere de historiske forskelle i og lave generaliseringer om strukturen i mænds relationer til andre mænd. Når værket kun beskæftiger sig med mandligt homosocialt begær og ikke også kvindeligt, har det selvfølgelig en begrænsning, men dette skyldes i høj grad, at værket også har blik for det mandlige køns historiske magtposition, og hvordan denne er årsag til, at forholdet mellem homosocialitet og homoseksualitet er radikalt anderledes for kvinder end for mænd.

”Doesn’t the continuum between ”men-loving-men” and ”men-promoting-the-interests-of-men” have the same intuitive force that it has for women? Quite the contrary: much of the most useful recent writing about patriarchal structures suggest that “obligatory heterosexuality” is build into male-dominated kinship systems, or that homophobia is a necessary consequence of such patriarchal institutions as heterosexual marriage.” (Sedgwick 1993: 3)

Som før nævnt, så er homofobien en tilsyneladende uundværlig forudsætning for den mandlige homosocialitet og i det hele taget i patriarkalske strukturer. Men ikke desto mindre påpeger Sedgwick, at forbindelsen mellem mandlige homosociale og homoseksuelle bånd kan afdækkes gennem en seksualisering eller erotisering af mænds relationer til hinanden. Disse seksualiseringer og erotiseringer foretages i Between Mens forskellige læsninger, der primært centrerer sig om det erotiske trekantsdrama mellem en mand, en kvinde og en anden mand. Sedgwick pointerer, at denne erotiske trekant er karakteriseret ved kun at have to aktive medlemmer, nemlig de to mænd, som rivaliserer om kvinden. Kvinden er dermed blot en slags handelsvare mellem de rivaliserende mænd, der i deres rivalisering faktisk knytter stærkere bånd til hinanden i denne erotiske trekant, end de gør til kvinden. På den måde forbliver begærsforhandlingen mellem mænd, som altså i større grad begærer hinanden og ikke kvinden. Det hele foregår i denne homosociale sfære, hvori det mandlige homosociale begærs karakter, udformning og rækkevidde diskursivt forhandles (Sedgwick 1993: 1-27).

Mandligt homosocialt begær som strategi og dens metodiske greb vil blive anvendt som analysestrategi i min læsning af Hærværk i en bestræbelse på at indfange karakteren af de mange komplekse begærsrelationer, der eksisterer mellem Ole Jastrau og romanens andre karakterer.

Hærværk – en kort receptionshistorie:

Den homoerotiske dimension i Hærværk er langtfra det element i romanen, som sekundærlitteraturen om den historisk har haft størst fokus på. Den litteraturhistoriske fremstilling af værket er først og fremmest biografisk orienteret og hæfter sig ved de mange paralleller, der er mellem romanen og Tom Kristensens liv. Mængden af danske litteraturhistoriske oversigter og forfatterportrætter, hvor Hærværk tildeles et særskilt afsnit, er stor, og her skal blot nævnes tre, Dansk litteraturs historie bd. 4 (2006), Litteraturens stemmer (2003) og Danske digtere i det 20. århundrede bd. 1 (2002), der kan tjene som repræsentative eksempler på sekundærlitteratur, hvor det biografiske fokus spiller en rolle i beskrivelsen af Hærværk. De anser alle Hærværks protagonist, Ole Jastrau, for at være Tom Kristensens alter ego, og historien om Jastraus forfald har også slående ligheder med Tom Kristensen, der blev ansat som hovedanmelder og litteraturredaktør på Politikken i 1924 for så at sige stillingen op tre år senere efter en periode med voldsomme alkoholproblemer. Det var også det biografiske aspekt i romanen, som tiltrak sig mest opmærksomhed i dens samtid, da en stor del af persongalleriet var bygget over Tom Kristensens tidligere kollegaer på Politikken, hvor særligt Kai Friis Møller, der optræder som Arne Vuldum i romanen, var stærkt kritisk. Det er også dette aspekt, som har givet Hærværk genrebetegnelserne konfessionslitteratur og journalistroman.

Hærværk er dog i højere grad en modernistisk og ekspressionistisk dannelsesroman, hvilket i særlig grad kommer til udtryk gennem dens ”stream of consciousness”-stil. Denne stil er et klart vidnesbyrd om Tom Kristensens inspiration fra James Joyces Ulysses (1922), en inspiration, som også ofte behandles i sekundærlitteraturen bl.a. i Jørgen Breitensteins Tom Kristensens udvikling (1978). Om omfanget af Ulysses-inspirationen inddrager Breitenstein Tom Kristensens egen udlægning fra 1964, hvor han beskriver Ulysses som et rustkammer, hvorfra han kunne låne særligt tre skrivetekniske ”våben”: ”den strømmende bevidstheds stil, de tilbagevendende temaer og de nærgående skildringer af mennesket i dets alt for menneskelige stillinger, på wc osv.” (Breitenstein 1978: 110). Særligt den strømmende bevidstheds stil (stream of consciousness) præger romanens personskildringer, hvor der ofte gives adgang til Ole Jastraus hektiske og rodede tankemylder, men teknikken benyttes i et langt mindre omfang og har en mere moderat karakter end hos Joyce. De tilbagevendende temaer markeres også i bevidsthedsstrømmen, som fx når Jastrau gentagende gange vender tilbage til ordene ”Ecce Homo”, men ligeledes også i romanens cirkulære kompositionsstruktur, mens de nærgående skildringer af mennesket i dets alt for menneskelige stillinger kommer til udtryk generelt i romanens skildring af Jastraus tiltagende forfald. Ulysses er i det hele taget stærk tilstedeværende i Hærværk og optræder både gennem direkte referencer, men også helt fysisk, da Jastrau låner sit eksemplar af værket ud til Luise Kryger. En anden inspirationskilde til Hærværk, som Breitenstein også bemærker, er den franske digter Arthur Rimbaud (1854-1891). Rimbaud er forlægget for Hærværks karakter Stefan Steffensen, Jastraus oprørske modstykke, og forholdet mellem disse to baserer sig på venskabet, og i øvrigt også seksuelle relation, mellem Rimbaud og en anden fransk digter, Paul Verlaine (1844-1896). Tom Kristensen har læst både Rimbauds digtning og levnedsbeskrivelse, og Breitenstein argumenterer for, at Tom Kristensen har hentet inspiration fra særligt kapitel fem, ”Le temple des muses”, i Rimbaud-biografien La vie aventureuse de Jean-Arthur Rimbaud (1926) af Jean-Marie Carré. Kapitlet beskriver Rimbauds første ophold i Paris og ligeledes hans første besøg hos Verlaine og dennes familie. Verlaine var på dette tidspunkt nyligt viet med en yngre kvinde, Mathilde Mauté, og det var hos hendes forældre, at man modtog Rimbaud. Besøget var ingen udpræget succes. Rimbaud formåede at fornærme alle ved selskabet med sine dårlige manerer og åbenlyse foragt for det borgerlige miljø, han var trådt ind i. Hele det borgerlige miljø, der møder Rimbaud, både med smagen, levemåden og Louis-Philippe-møblerne går imod hans forestilling om, hvordan en digter bør leve, hvilket han også sagde ligeud til Verlaine, der hurtigt stillede sig enig, da han heri så en udvej af familielivets forpligtelser. De to tog efterfølgende på drukture på de parisiske caféer og kom berusede og sent tilbage til hjemmet, hvilket førte til flere huslige scener med Verlaines hustru, men efter fjorten dage med dette forløb fortrak Rimbaud sig så endelig. Dette forløb og forhold mellem Rimbaud og Verlaine har en vis lighed med Steffensens (og Bernhard Sanders’) første optræden og middag i Jastraus lejlighed i Hærværk. Da Jastrau modtager Sanders og Steffensen første gang i Hærværk, optræder Steffensen ved dette møde, ligesom Rimbaud, meget ubehøvlet og kritiserer hjemmets borgerlige udtryk, hermed også Jastraus rokokomøbler, ligesom det også er her, at Jastraus og Steffensens alkoholiske fællesskab tager sin begyndelse. I begge tilfælde, Rimbaud overfor Verlaine og Jastrau overfor Steffensen, eksisterer der en vaklen mellem en borgerlig og en uborgerlig position, og disse tilfælde er så lig hinanden i karakter, at det virker plausibelt, at Tom Kristensen har hentet inspiration fra Carrés Rimbaud-biografi. Jastrau og Steffensen genoptager deres fordrukne forhold til hinanden flere gange efter dette første møde, ligesom det er tilfældet med Rimbaud og Verlaine, der yderligere også havde et homoseksuelt forhold til hinanden. Den homoseksuelle relation har dog ikke fundet sin vej ind i Hærværk, hvis man skal tro Breitenstein, der på få linjer affejer dette med, at det havde Tom Kristensen ingen interesse for. I Breitensteins afdækning af inspirationen fra Rimbaud-Verlaine-forholdet finder han ellers en lang række lighedspunkter til Jastraus-Steffensen-forholdet, men lige netop det homoseksuelle holdes altså ude, selvom det ellers er et stort og centralt aspekt af Rimbauds og Verlaines forhold (Breitenstein 1978: 110-117).

Homoseksualiteten i Hærværk bliver til gengæld taget op og bearbejdet i flere omgange af Klaus Rifbjerg. I Rifbjergs Tom Kristensen-artikel i Danske digtere i det 20. århundrede bd. 2 fra 1981 koncentrerer han sig i Hærværk-afsnittet netop om kærlighedsrelationen mellem Jastrau og Steffensen, som han dog, med henvisning til Breitensteins værk, ikke udlægger som en eksplicit homoerotisk relation. Rifbjerg ser dog det homoseksuelle potentiale i den særegne tiltrækningskraft, der eksisterer mellem de to karakterer, og anerkender dets gyldighed i forhold til en litteraturkritisk analyse af værket. Rifbjerg har senere taget skridtet videre med denne tolkning, da han bidrog til antologien Fortsættelse følger… (2000), som er en samling af fjorten forfatteres forskellige fortsættelser til kendte danske litterære værker, med en forsættelse i to kapitler til Hærværk. I fortsættelsen ankommer Ole Jastrau til Berlin, hvor han skal være sekretær for nationaløkonomiprofessor Julius Geberhardt. Han når dog kun at være i professorens stue et par timer, før han bliver afvist og sendt tilbage på Berlins gader, hvor han hurtigt indfinder sig, ligesom i København, på byens barer. Her genforenes han med Steffensen, som nu er en dragende, mystisk og kjoleklædt kvinde:

”– Steffensen, er det virkelig dig? hviskede Jastrau.
– Ja, selvfølgelig, sagde kvinden, hvem fanden sku’ det ellers være?
– Jamen …
– Der er ikke noget ››jamen‹‹, du, inderst inde har jeg hele tiden vidst, at det skulle være os to, så jeg blev nødt til at finde på et eller andet.
Steffensen slog ud med armen.
– Synes du ikke, jeg er yndig?
– Yndig, sagde Jastrau bevæget, yndig.
– Nå, men så kom her hen og få en nysser. […] (Rifbjerg 2000: 108)

Denne bizarre genforening i Rifbjergs videredigtning er selvfølgelig blot et litterært eksperiment og en fortolkning, der står for Rifbjergs egen regning, og skal derfor ikke på nogen måde anses som en del af eller supplement til originalværket. Når den alligevel inddrages her, skyldes det, at den med sin italesættelse af det homoseksuelle i Jastrau-Steffensen-forholdet åbner for netop dette spørgsmål i originalværket, et spørgsmål, som Breitenstein ellers forsøger at lukke, og hvilket mine undersøgelser tager sit udgangspunkt i.

Begær mellem mænd i Hærværk:

Som det allerede tidligere er blevet åbnet for, kan Hærværk ses som en lang række af begærsforhandlinger mellem dens forskellige mandlige karakterer. Ole Jastrau er udgangspunktet for begærsforhandlingerne, og de forskellige relationer, som han enten knytter eller bryder, er alle, uanset om de er til mænd eller kvinder, en del af denne komplekse forhandlingsproces, hvor Jastraus begær er i centrum. Begæret indeholder både sociale identifikationer og romantiske og erotiske elementer og kommer til udtryk på forskellig vis og i forhold til forskellige personer. Begærsforholdet mellem Ole Jastrau og Stefan Steffensen er det mest komplekse i romanen og vil derfor også have det primære fokus i den følgende læsning. Det første, der vil blive taget fat på, er romanens umiddelbare udlægning af de to karakterers seksualitet.

Ole Jastrau – en ærbødig erotiker:

Ole Jastrau er litteraturredaktør og hovedanmelder på Dagbladet, gift med Johanne, som han sammen med har sønnen Oluf. De bor sammen i en lejlighed i Istedgade i København og udlever i det hele taget en pæn, borgerlig og heteroseksuel tilværelse. Jastraus forhold til sin hustru og til kvinder helt generelt er dog ikke så ligetil. Arne Vuldum, litteraturanmelder og kollega til Jastrau, bidrager med den første indsigt i dette forhold, da han under en frokost med Jastrau, hvor han opdager, at Jastrau bærer et fotografi af sin afdøde mor på sig, giver følgende karakteristik af Jastrau:

”„Jo, ens mor skal helst leve længe, så man opdager, hun kun er en kvinde, ellers får man bare besvær af det hele livet.”
„Jeg forstår dig ikke helt.”
Vuldum lo: „Jeg kunne tænke mig, du var en ærbødig erotiker, er du egentlig ikke det, Ole?”
„Nåh!” kom det som protest.
„Madonnadyrker. Ridder af Den evige Tilbedelses Orden. […] (Kristensen 1977: 131-132)

Dette fornærmer Jastrau, og det er da også kun halvdelen af sandheden. Jastrau er nemlig en madonnadyrker, men kun til en vis grad. Billederne af moren og af hustruen har sin faste og nærmest rituelle plads fremme til skue og tilbedelse i hjemmet selv også efter, at Johanne forlader Jastrau. Hustruen og moren får derved denne madonnastatus, og som kvindetype tilbeder og underlægger Jastrau sig dem. Jastrau adskiller dog kvinder i to grupper, og det er ikke madonnakvinden, som han selv tilskriver sit begær og kærlighed, men tværtimod dens modsætning:

”„Kvinder er for mig så tydeligt adskilt i to grupper, dem, man elsker, og dem man tilbeder,” fortsatte Jastrau. Han følte en trang til at være nærgående ærlig over for den mand, som han havde bedraget, flå sig selv, bekende, være hensynsløs, og alligevel smutte udenom. „Der er Marie Magdalene, og der er Madonna, og det er mig umuligt at få de to til at smelte sammen.”” (Kristensen 1977: 374)

Det er Marie Magdalene-kvinden, altså den prostituerede, der vækker Jastraus seksuelle interesse, ifølge ham selv. Heri eksisterer der dog et paradoks, da Jastrau, når det kommer til den seksuelle akt med denne type kvinder, ikke opnår en seksuel forløsning og må tvinge sig selv til at interessere sig for kvinden foran ham. Første gang, han opsøger og køber sex af luderen Sorte Else, præges også af en ligegyldighed over for hele situationen, men da han beslutter sig for alligevel at ville bemærke sig hendes udseende, får han en fornemmelse af, at han har set hende før. Det har han også, nemlig et års tids tidligere i Bar des Artistes, hvor Vuldum bekendtgør, at hun ikke er en kvinde. Der er ligeledes noget mærkværkdigt ikke-feminint over Jastraus beskrivelse af Sorte Elses udseende:

”Han så ned over hende. Hun havde rejsning. Ansigtet var bredt og vulgært. Men de mørke øjne havde dyb. […] Hun var sorthåret. Fremtrædende kindben under øjene. Munden var lang og stærk; men næsen plebejisk. […] Jo, han var ophidset, men samtidig så ligegyldig, at det grænsede til tristhed. Hun havde en fyldig, hvid hals.” (Kristensen 1977: 170)

Med denne beskrivelse kommer hun til at fremstå nærmest potent og fallisk, uden nogen udtalt særlig form for kvindelighed. Ikke desto mindre repræsenterer hun denne Marie Magdalene-kvinde i teksten, som Jastrau efter eget udsagn elsker og begærer, mens hendes ydre fremtoning er en mulig antydning af Jastraus begærs karakter.

Som det også fremgår af den førnævnte Tom Kristensen-artikel af Klaus Rifbjerg, har hverken madonnaen eller luderen i realiteten den store tiltrækningskraft på Jastrau. Over for hustruen Johanne, madonnaen, forbliver han magtesløs og underdanig, og i forhold til luderen Sorte Else rammes han ikke af andet end ligegyldighed, bortset fra kønssygdom, som han må lapisbehandles for hos lægen. Udover disse to kvinder, har Jastrau også et form for forhold til tjenestepigen Anna Marie, som ellers er knyttet til Stefan Steffensen, og Luise Kryger, hustru til Jastraus ven og velgører. Han nærer en vis kærlighed til Anna Marie, som han både beskytter og tager sig af og drister sig til at kysse, men da hun er smittet med syfilis, bliver det ikke til mere end det. Fru Luise Kryger ender han til gengæld i seng med, men det er hende, der forfører ham, og ikke omvendt, hvilket heller ikke giver ham den store tilfredsstillelse. I det hele taget er Jastraus forhold til kvinder komplicerede og mislykkede, hvilket skyldes, at han, som Rifbjerg skriver: ”er lunken, højst en lillesmule småliderlig, egentlig altid på forhånd skuffet, fordi han venter så meget og får så lidt.” (22-23), men også, fordi ingen af kvinderne er den ultimative madonna – hans egen mor. Til gengæld er der en anden, der vækker Jastraus begær, nemlig Stefan Steffensen (Rifbjerg 1981: 21-23).

Stefan Steffensen – den misogyne digter:

Stefan Steffensen er, som sagt, Jatraus oprørske modstykke, og dette gælder også i forholdet til kvinder, som Steffensen ikke tilbeder og er underlagt på samme måde som Jastrau. Steffensen har i romanen et forhold til kun to kvinder; Anna Marie og, ligesom Jastrau, hans egen mor. Forholdet til Anna Marie har en særlig karakter og er i højere grad bundet op på Anna Maries syfilis-sygdom, og hvordan hun er blevet smittet med den, end på romantiske følelser. Første gang Steffensen og Anna Marie optræder sammen i romanen er på caféen Paraplyen, hvor Jastrau ser dem komme ind, mens han selv sidder i frokost med Vuldum. Hverken Jastrau eller Vuldum er klar over, at det er Anna Marie, som Steffensen kommer ind sammen med, men det giver anledning til, at Vuldum får afsløret en del af deres forhistorie:

”„Du har altså også opdaget, det er en forbryder [: Steffensen].”
„Nåh, forbryder, da ikke mere end du og jeg.”
Vuldum slog uskyldigt ud med begge sine store, blege hænder.
„Ja, jeg har i hvert fald aldrig overført smitte på en kvinde. Jeg ved ikke, hvad du har.” […]
„Jeg tror ikke, det passer.” protesterede Jastrau lavt, næsten sørgmodigt.
„Når faderen siger det? Det var en tjenestepige i deres eget hus, det gik ud over. Og så løb hun sin vej, bundforvirret, ulykkelig, syg. Hvor hun er blevet af, ja, se det er der ingen, der ved. Hun er vel gået i hundene. […]” (Kristensen 1977: 134)

Anna Marie er altså dog hos Steffensen i København, men historien gør et stort indtryk på Jastrau. Den efterfølgende dag finder han et digt, som Steffensen har skrevet og glemt i hans lejlighed. Digtet har Steffensen givet titlen ”Diminuendo” og er et kærlighedsdigt dedikeret til Anna Marie. Digtet slutter med strofen ”Anna Marie, du lever i tingene, / Anna Marie, så hvilende varm. / Anna Marie, nu søger jeg kølighed, / Anna Marie, ved vinduets karm. //” Men Jastrau kan ikke tænke på andet end ordet ”smitteoverføring”, efter han har læst det, og netop som han har det, ringer Steffensen på døren. Her skabes der yderligere tvivl omkring kønssygdommen, da Steffensen fortæller, at han er sammen med Anna Marie, men at det er et fuldstændig platonisk forhold, da han ingen kærlighed nærer til hende og derudover har nemt ved at holde sig fra hende, netop fordi hun er syg, hvilket er bemærkelsesværdigt, fordi han heri også siger, at han ikke selv er det. Steffensen forklarer yderligere også, hvorfor han havde haft hende med på Paraplyen dagen forinden:

”Ha. Jeg havde trukket Anna Marie hen for at læse „Paraplyen”s spiseseddel op for hende. Så kunne hun tænke sig mæt, den mær.” (Kristensen 1977: 147)

Denne udtalelse er meget karakteristisk for Steffensens følelser både i forhold til Anna Marie, men også generelt i forhold til kvinder, da kvinder slet ikke er noget, han interesserer sig for. Da Jastrau første gang modtager Steffensen og Sanders i sin lejlighed og præsenterer dem for Johanne, ignorerer Steffensen hende nærmest fuldstændigt, mumler kun et par ord til hilsen ved hendes ankomst, ligesom han, når han og Jastrau er på drukture sammen, ikke ænser de, ganske vist få, kvinder, som er i deres selskab:

”En blussende frøken Bubi med tunge bryster. Hun hældede sig enten hen over Lille P. eller ind over en cocktail med en uhyggelig æggeblomme svømmende rundt i den tågede væske. „Det ligner fosterfordrivelse,” fik Steffensen bemærket. – – Og han fik lov at drikke i fred uden at generes af kvindelig nærhed.” (Kristensen 1977: 154-155)

Steffensen hader kvinder og undgår dem ved enhver lejlighed, på nær Anna Marie, der så til gengæld bliver personen, som Steffensen kanaliserer alt sit kvindehad imod. Ved en episode i Jastraus lejlighed, hvor Anna Marie ikke sørger for at holde grammofonen i gang, som Steffensen har beordret hende, farer han op og kyler flasker efter hende, og ved en anden fantaserer han om at slå hende ihjel, fordi hun ofte falder i søvn på sofaen med en tændt cigaret. Selvom han på mærkværdig vis føler sig nødsaget til at tage sig af hende i en vis grad, er hans had til hende ikke til at overse. Dette had har dog sin rod i et andet, nemlig Steffensens had til sin far, H.C. Stefani, og, igen, kønssygdommen. Da Anna Marie var tjenestepige i Stefani-hjemmet, var Steffensen blevet forelsket i hende, men mens det stod på, besøgte faren også Anna Marie om natten, og det var af ham, hun blev smittet med syfilis. Da sygdommen herefter bryder ud, smides Anna Marie ud af huset, og Steffensen opdager bedraget og beslutter sig til for at ændre sit navn (Stefani til Steffensen) og tage med Anna Marie. Steffensens forelskelse stopper selvfølgelig der, og denne udvikling i Steffensens og Anna Maries forhold tilfører nu pludselig mening til digttitlen, ”Diminuendo”, den musikalske betegnelse for aftagende lydstyrke. Farens skødesløse omgang med kvinder får dog mere vidtrækkende konsekvenser, bl.a. for Steffensens mor, hvilket jeg vil vende tilbage til.

Begærsforhandling:

Begærsforhandlingerne i Hærværk udspiller sig i forskellige situationer og steder, men der er særligt ét sted, som går igen og udgør en sfære, hvor mænd kan mødes for at være sammen, nemlig Bar des Artistes. Det er Vuldum, der i starten af romanen tager Jastrau med på Bar des Artistes for første gang. Vuldums fremtoning antyder allerede på forhånd stedets karakter. Om Vuldum skriver Rifbjerg:

”Vuldum (der selv beskrives som en slags omvandrende phallos: høj, rank, næsten svajrygget med en krans af ræverødt hår om en skaldet isse, som han oven i købet til potensens forlængelse forsyner med en stiv hat!)” (Rifbjerg 1981: 21)

Vuldums nærmest penis-formede facon får ham til at passe perfekt ind i barens miljø, der udelukkende, bortset fra nogle enkelte undtagelser, befolkes af mænd. Bar des Artistes hører sammen med et mindre hotel og restaurant, og indgangen til den gemmes hen i lyset fra disse. Baren selv er præget af et dæmpet, privat lysskær, og fra de mørke vinduer og den mørke dør anes lyden af en grammofon, der lystigt hvisker ud til de forbipasserende. Inde i baren møder de bestyreren Lundbom:

”Mandlige gæster krøb hyggeligt sammen om runde borde. Men ikke en eneste dame. Jastrau så i hvert fald ingen i den første forvirring. Med Vuldum foran skred de op imod en strålende baggrund af flasker på hylder og en messinglynende bar. Det var derfra, at alle de urolige gemytter beherskedes. Dels af et ur, som altid gik fem minutter for stærkt – et af barens menneskevenlige arrangementer. Og dels af en bestyrer, en svensker, med et stort og godmodigt og snedigt satyransigt, der var lige så fyldigt, som uret var rundt, og lige så rødt, som urskiven var hvid, en hyggelig blanding af en ypperstepræst og en krovært, med en tykkelse, der indgav gæsterne tillid, så at de fandt hans bløde håndtryk hjerteligt, hans ligegyldige bemærkninger fortrolige og hans tvetydige smil varme, og med en kammeratligt atmosfære af dus omkring sig, der er så typisk for hans nation.” (Kristensen 1977: 46)

Lundbom er en vigtig karakter i dette miljø, da det er ham, som skaber den hyggelige og intime stemning, der er central for mændenes samvær i baren. Det er ham, der modtager dem og gør dem trygge, og det er ligeledes ham, der fylder dem med beruselse fra barens forskellige flasker. Det understreges gentagne gange i romanen, at Lundbom har helt usædvanligt bløde hænder, og at han er nordens bedste cocktailryster. Sagt på en anden måde, er det ham, der tager hånd om de mandlige gæster, og det med bløde hænder, der giver nordens bedste rystetur, og resultatet af dette sender gæsterne ud i en beruselsestilstand, hvilket giver nogle stærke homoerotiske associationer. I beruselsestilstanden kan mændene så give sig hen til hinanden og udveksle kærlighedserklæringer og danse som ”spanske danserinder”. Til at starte med drikker mændene blot sammen, men som alkoholindtaget stiger, begynder begærsforhandlingerne at tage fart, hvor de typisk tilkendegiver i hvor høj grad, de kan lide hinanden, derefter falder de hinanden i armene og danser, så intensiveres alkoholkonsumptionen, og så afbrydes skildringen og flere af gangene, men ikke alle, vågner Jastrau op den følgende morgen, delvist afklædt og med ondt i kroppen, uden at kunne huske, hvad der er sket. Det bliver aldrig helt klart, hvad det er, han har foretaget sig i disse situationer, men særligt én enkelt morgen, kommer minderne fra aftenen før til at flyde sammen i en mærkværdig kombination af kvinder, kristensendom, mænd, skam og sex:

”Jastrau mærkede, at han rødmede i mørket, en ækel lummerhed over kinderne. Her havde han ligget i detentionen og snakket om Jesus i søvne. Han krøb sammen igen. Han ville ikke tænke. Men hvad skulle det betyde? Hvor var – – hvem? Jesus. Nej. Men hvad? Å Steffensen! I går! Lille P.! Og han havde talt i søvne om Jesus. Han følte det som slimet vand. På en bar med to piger klemt ind til sig, og så denne lumre, lune følelse af at være menneskevenlig over for pigerne. En følelse som opvaskevand! Jesus mellem skøgerne. Nå, det var ad den vej, hans barnetro ville sive ind i ham! En plumret kanal. Det flød med sjus og liderlighed i den, og så kom tilmed disse lunkne strømme drivende, sentimentalitet, menneskekærlighed, kristendom. Ecce Homo.” (Kristensen 1977: 158)

I denne erindring af den foregående aften er det meget tvetydigt, hvem Jastrau har haft sex med, og om han i det hele taget har haft sex. Han nævner både Steffensen, Lille P. og pigerne, men om han har haft en form for samkvem med en af dem eller dem alle sammen, er ikke til at danne sig klart billede af. Han slutter af med at sige ”Ecce Homo” (Se, hvilket menneske), hvilket han ligeledes gør aftenen inden. Her ser han sig i spejlet på barens toilet og væmmes ved sig selv, mens han gentager dette ”Ecce Homo”, indtil det bliver til ”ægge … homo”. Om dette ”ægge … homo” blot er ligegyldigt vrøvl, eller om han på grund af fuldskab ikke kan få fremstammet ”IKKE … homo”, og altså prøver at overbevise sig selv om noget, er lige så uklart, men ikke desto mindre vågner han op næste morgen i detentionen med en følelse af, at begivenhederne fra dagen før har forsøgt at sive ind i ham gennem hans plumrede kanal, der flyder med sjus og liderlighed. De homoerotiske antydninger fortsætter i detentionen, da han føler et ubehag bagtil, fordi skjorten kryber op bagi, og bukserne bliver ved at glide ned:

”At nogen havde vovet at fratage ham selerne og pille ved ham – og så overlade ham til sig selv med løse bukser. Det krøb ham ned ad ryggen. Skam. Harme Afmægtigt raseri. Bukserne ville stadig glide ned.” (Kristensen 1977: 159)

Også da han løslades og får udleveret sine ejendele, får han en følelse af, at de ligger foran ham som lumre bekendelser, men han samler dem sammen og skynder sig hjem. Som sagt, så bliver det aldrig afsløret til fulde, hvad der finder sted mellem mændene i Bar des Artistes, når alkoholen får rigtigt fat, men baren emmer til gengæld af (homo)erotik i sådan en grad, at det giver vægt til tolkningen af Bar des Artistes som det mandlige homosociale begærs primære forhandlingsarena, eller sfære, i Hærværk.

Mandligt homosocialt begær – Ole Jastrau og Stefan Steffensen:

Det mandlige homosociale begær kommer klarest til udtryk i forholdet mellem Jastrau og Steffensen. Romanen igennem forhandler de to karakterer deres relation til hinanden, hvilket begynder allerede ved deres første møde. Det er dog en vigtig pointe, at de to ikke kan begære hinanden åbent og eksplicit, hvorfor der må tilføjes en kvinde til deres begærsforhandling, så det hele foregår i den typiske erotiske trekant. I første omgang er Johanne denne kvinde. Ved det første møde i lejligheden sammen med Sanders er Jastrau og Steffensen allerede interesserede i hinanden. Jastrau undrer sig over Steffensens grove fremtoning og opførsel, mens Steffensen kritiserer Jastraus hjem. Steffensen kan dog ikke skjule sit kendskab til Jastrau, da han reciterer et af hans ungdomsdigte, hvilket både smiger og irriterer Jastrau. Jastrau finder portvinen frem, Sanders vil ikke have noget, så Jastrau og Steffensen begynder at drikke sammen, men så kommer Johanne hjem. Dette afbryder hele situationen; Steffensen stirrer genert ned i sit tomme glas og Jastrau føler sig nødsaget til at vende sin opmærksomhed mod Johanne. Det besynderlige ved denne erotiske trekant, der består mellem Jastrau, Steffensen og Johanne, er, at Jastrau og Steffensen aldrig rivaliserer om Johanne. Johanne fungerer blot som et slør, der skjuler de to mænds begær til hinanden. Over de næste par dage tager Jastrau Steffensen med i byen, hvor de drikker sig fulde og sidst på aftenen tager de sammen hjem, så Steffensen kan sove på Jastraus divan. Dette arrangement forsætter, indtil første gang Jastrau vågner op, næsten helt afklædt uden at vide hvorfor, og har glemt, hvad der er sket aftenen forinden. Noget kunne dog tyde på, at Jastrau og Steffensen er gået for vidt, da Jastrau skynder sig at gå til bekendelse, så snart han finder en vred Johanne siddende i køkkenet:

”Og så løb han med ét hen og kastede sig på knæ foran hende, lagde hovedet i hendes skød og rokkede det frem og tilbage: „Nej, du, nej du, Johanne! Jeg ved ikke, hvad det er med mig. Jeg forstår det ikke. Sådan er jeg jo ellers ikke, vel du, vel? […] „Å du, å du; du ved godt, hvad jeg slås med. Det lurer et sted inden i mig. […]” (Kristensen 1977: 110)

Sagt på en anden måde, så er den afklædte Jastrau ved at miste sit dække, nemlig Johanne, hvorfor han må skride til handling og smide Steffensen ud af lejligheden. Dette har dog kun en midlertidig effekt. Jastrau og Steffensen finder deres vej tilbage til hinanden efter et års tid, da Steffensen ringer på døren hos Jastrau, efter de to har set hinanden på Paraplyen, som jeg tidligere har beskrevet. Jastrau kan dog endnu ikke give sig hen til Steffensen, da Johanne stadig binder ham til det borgerlige familieliv. Begæret ender dog med at få overtaget, og Jastraus alkoholforbrug intensiveres, hvilket resulterer i, at han på Bar des Artistes i en brandert højt erkender, at hans ægteskab er ulykkeligt. Dette hører Sanders, der går direkte til Johanne, som herefter forlader Jastrau til Steffensens store glæde. Jastrau er nu fri til at være sammen med Steffensen på hvilken som helst måde, han begærer, men da det stadig ikke kan foregå åbenlyst, pakkes deres forhold ind i en ny erotisk trekant. Steffensen flytter nemlig ind i lejligheden hos Jastrau, og med sig har han Anna Marie. Selvom Anna Marie er smittet med syfilis, og altså derfor er seksuelt utilgængelig, skaber hendes tilstedeværelse alligevel en rivalisering mellem Jastrau og Steffensen, da Jastrau nærer en kærlighed til Anna Marie, som Steffensen ikke gør. I Steffensens optik må Anna Marie lide for det bedrag, hun har begået imod ham, mens Jastrau tager hende i forsvar og bliver på sin vis forelsket i hende. På den måde kommer Anna Marie imellem de to mænd og er med til at optrappe en konflikt mellem dem, som ultimativt kulminerer med nyheden om Steffensens mors død. Steffensens far har ikke blot smittet Anna Marie, men også Steffensens mor, og under et skænderi, hvor Steffensen fornærmer og kaster ølkapsler efter billedet af Jastraus mor, får Jastrau afsløret, at Steffensens mor nu altså er død af sygdommen, og de to madonnadyrkere ender derfor i et vildt slagsmål, der får en nærmest seksuel karakter:

”De ravede ud i korridoren, sammenslyngede og stønnende. Jastrau gjorde sig hårdhudet hen over maven, der var blød og toppet, og lod sig med hele sit legemes tunge vægt falde forover, så at Steffensen måtte vige. Vige for denne dyne, der kvalte alle hans bevægelser. Og så mærkede Jastrau pludselig et støttepunkt for hælen. En vægt bagved. Og det var styrke, uovervindelighed. Det var et arkimedisk punkt. Og med en bestialsk og altfavnende kraft greb Jastrau fat i skuldrene på Steffensen, hele manden mellem sine hænder, og stødte ham mod den ene af entrédørens ruder. Steffensens nakke gik igennem. Glasskårene faldt klirrende ud på trappen.” (Kristensen 1977: 328)

Det uforløste begær mellem Jastrau og Steffensen får her sin forløsning. De kæmper, og deres kroppe slynges sammen, og i sidste ende sker der en form for deflorering, da ruden brydes med Steffensens nakke. Denne forløsning, eller udløsning, efterlader Jastrau i en beruselsestilstand, hvilket yderligere giver situationen en betoning af seksuelt klimaks:

”Og i samme nu omfavnede Jastrau sin fjende, angst og forfærdet, lod hånden glide kærtegnende ned over hans nakke, følte et berusende venskab vælde op i sig, og sorg og medlidenhed, og frygt for, at Steffensen skulle være kommet til skade. Han ventede at hånden ville blive våd af blod. „Du er vel ikke såret, min ven,” udbrød han stønnende og mildt og trak ham ind i den store stue, for at han ikke skulle falde for fristelsen igen og uden motivering støde hans hoved gennem den anden rude i entrédøren.” (Kristensen 1977: 328)

Den ellers voldelige og højspændte situation ender ud i ømhed og kærtegn, og på trods af Jastraus ekstase, får han værget sig for fristelsen til at gøre det en gang til. Situationen repræsenterer kulminationen på forhandlingen af det mandlige homosociale begær mellem Jastrau og Steffensen, der på trods af, at de får forløst deres begær, ikke snakker sammen igen efter episoden, på nær gennem et kort brev, som Steffensen sender til Jastrau. Forholdet mellem Jastrau og Steffensen er af særlig vigtighed for romanen både på grund af dets centrale plads i fortællingen, men også fordi det er en del af det, der gør værket moderne i den forstand, at den er forud for sin tid. I sin artikel ”Sjælens uendelighed og umanerlighed” fra 1967 kalder Klaus Rifbjerg Hærværk for et ”ægte forpostværk”, der først på det tidspunkt er ved at blive indhentet af litteraturtraditionen, og sætter dermed værket i forbindelse med 1960’ernes modernisme. Med tanke på den splittelse, som forholdet mellem Jastrau og Steffensen besidder, må man gå i rette med den betragtning. Jastrau er splittet mellem sin borgerlige tilværelse og begæret til Steffensen, og den uborgerlighed, som han repræsenterer. Jastrau fremstår som et subjekt, der fortabes i den virkelighed, han eksisterer i, fordi han ikke kan navigere i den og derfor må forfalde. Modernismen i Hærværk står dermed i tæt forbindelse med dens begærsforhandlinger, da splittelsesmotivet bl.a. er reflekteret i disse. Det mandlige homosociale begær kan derved ses som værende en vigtig del af modernismen i Hærværk, og selvom det i denne analyse har været benyttet til at afdækkes værkets begærsrelationer, kunne det i et videre studie være anvendeligt i forhold til en mere direkte undersøgelse af Hærværks modernismebegreb.

Jastrau, Steffensen og homoerotik?:

Jeg har haft til hensigt at afdække det mandlige homosociale begærs udstrækning og karakter i Hærværk gennem en seksualisering af de relationer, der eksisterer mellem mænd, og særligt mellem Ole Jastrau og Stefan Steffensen, i værket. Forholdet mellem Jastrau og Steffensen kan ikke udlægges som et eksplicit homoerotisk eller homoseksuelt et af slagsen, men kan derimod læses sådan, hvis det mandlige homosociale begær anvendes som læsestrategi, som det er blevet i denne analyse. Det skal dog her i konklusionen understreges, at dette blot er en læsemulighed, hvorfor min læsning af værket ikke skal forstås som værende den endegyldige og eneste sandhed om værkets udsagn, men altså en læsemulighed, der trækkes frem gennem et queerteoretisk perspektiv. Det er også på denne baggrund, at en kort receptionshistorie er blevet inddraget i en bestræbelse på at illustrere hvilke andre fokuspunkter, som sekundærlitteraturen om Hærværk ellers har haft.

Forholdet mellem Jastrau og Steffensen repræsenterer det mandlige homosociale begær i Hærværk. Begæret imellem dem fremtræder ikke åbenlyst, men er på kompleks vis vævet ind i forskellige erotiske trekantsdramaer, hvor begæret forhandles under dække af en, om end kun overvejende, rivalisering om trekantens tredjepart – en kvinde. Som seksualiseringen af relationen mellem Jastrau og Steffensen i denne analyse har illustreret, er de to langt mere interesserede i hinanden end i de forskellige kvinder, der indgår i disse erotiske trekantsdramaer, da hverken Jastrau eller Steffensen i realiteten er specielt tiltrukket af kvinder. De er tiltrukket af hinanden, og det homoerotiske eller homoseksuelle i deres relation antydes både i deres forhold til hinanden, men også i deres interageren med andre mænd, særligt i det ligeledes homoerotiske miljø i Bar des Artistes, hvor det mandlige homosociale begær kan få frit spil under bestyrelse af bartenderen Lundbom. Selvom Jastrau og Steffensen ikke åbent og frit kan give sig hen til deres begær, forløses de dog i sidste ende i et slagsmål/samleje, der dog også fører til forholdets afslutning. Ikke desto mindre står denne situation tilbage som det endelige vidnesbyrd om det mandlige homosociale begærs tilstedeværelse i Hærværk.

Kilder:

  • Andersen, Frits (2002): ”Tom Kristensen” i: Mai, Anne-Marie (red.): Danske digtere i det 20. århundrede bd. 1: Fra Henrik Pontoppidan til Karen Blixen, København: Gads Forlag, 4. udgave 1. oplag, s. 220-237
  • Breitenstein, Jørgen (1978): Tom Kristensens udvikling, Gyldendal
  • Fibiger, Johannes (2003): ”Tom Kristensen (4.8.1893 – 2.6.1974)” i: Mortensen, Klaus P. (red.): Litteraturens stemmer, København: Gads Forlag, 2. udgave 1. oplag, s. 228-233
  • Kristensen, Tom (1977): Hærværk, Gyldendal, (opr. udgivet i 1930)
  • Rifbjerg, Klaus (1967): ”Sjælens uendelighed og umanerlighed. Tom Kristensens Hærværk” i: Hertel, Hans (red.) (1997): Tilbageblik på 30’erne, Aschehoug, 3. udgave, s. 30-36
  • Rifbjerg, Klaus (1981): ”Hærværk” i: Brostrøm, Torben og Winge, Mette (red.): Danske digtere i det 20. århundrede bd. 2: Fra Tom Kristensen til H.C. Branner, København: Gads Forlag, s. 20-24
  • Rifbjerg, Klaus (2000): ”I: Hvem kan sove i Berlin” og ”II: Lille og lykkelig nok” i: Haslund-Christensen, Louise (red.): Fortsættelse følger…, Aschehoug, s. 94-110
  • Schou, Søren (2006): ”Hærværk” i: Mortensen, Klaus P. og Schack, May (red.): Dansk litteraturs historie bd 4: 1920-1960, Gyldendal, s. 90-94
  • Sedgwick, Eve Kosofsky (1993): Between Men: English Literature and Male Homosocial Desire, New York: Columbia University Press, (opr. udgivet i 1985)